• 0 0

Drivhus-indretning

Vil du gerne have mest muligt ud af dit drivhus, kan det være en god idé at overveje din drivhus-indretning grundigt og gøre lidt ekstra ud af at få skabt et godt miljø, hvor du har lyst til at bruge tid i det daglige. Det er selvsagt meget individuelt hvilke behov, der er vigtige for os som drivhusejere, ligesom at der kan være stor forskel på størrelsen og konstruktionen af vores drivhus. Her vil vi dog alligevel forsøge at inspirere dig lidt til din drivhus-indretning. Hvem ved? Måske du selv får en masse gode idéer, når først hjernen er sat lidt på arbejde, og tankerne blomstrer?

 

Tænk grundigt over indretningen af dit drivhus

Du bør betragte dit drivhus som et lige så vigtigt rum som din egentlige bolig. Derfor er den rette drivhus-indretning også meget vigtig, hvis du skal føle dig godt tilpas. Der kan være mange grunde til, hvorfor du ejer et drivhus, og du kan med fordel indrette drivhuset derefter. Skal det eksempelvis primært kunne huse planter, eller må der også gerne være plads til at kunne sidde ned med en god bog og snuppe sig en pause fra arbejdet? Skal her være plads til at kunne invitere venner og familie på spisning i drivhuset, eller skal drivhuset primært eksistere for din egen fornøjelses skyld? Og hvad med opbevaringsplads? Der er mange overvejelser at gøre dig, når du skal indrette drivhuset, så tag dig god tid, og prøv gerne forskellige løsninger af, før du lægger dig helt fast på noget. Hold også gerne mulighederne åbne for, at der kan ændres på drivhus-indretningen over tid, når nye behov opstår.    

 

Vælg drivhus-indretning med udgangspunkt i dine behov

Det er en stor opgave i sig selv at skulle vælge det perfekte drivhus, men det er blot det første skridt på vejen. At skabe den helt rigtige drivhus-indretning kan nemlig også være et aldeles krævende projekt, der tager både tid og kræfter, og som du bestemt ikke bør underkende værdien af.

Først og fremmest, og som en god start, bør du tage stilling til, om du ønsker at dyrke dine planter direkte i havejorden, eller om du ønsker plantekasser. Vil du ikke bruge havejorden til noget, kan du helt eller delvist dække af med fliser i bunden af drivhuset og herved også skabe forskellige zoner i drivhus-indretningen. 

I selve indretningen bør du fokusere på de forskellige funktioner, som det er vigtigt for dig at få integreret i drivhusrummet. Lav en liste, og sæt funktionerne op efter, hvad der er vigtigst. God plads til planter? En hyggelig afslapningskrog? Plads til spisende gæster? Plads til opbevaring? Hvis du har mange funktioner, du gerne vil bringe i spil, bliver du måske nødt til at gå en smule på kompromis med dine drømme, men ofte kan der faktisk blive plads til rigtig meget i selv et lille drivhus, hvis du sørger for at udnytte hver en kubikmeter i drivhuset. Netop at tænke i kubikmeter og udnytte hele rummets højde er alletiders idé, når du gerne vil indrette dit drivhus, og det er nok den bedste og vigtigste anbefaling, du bør tage med dig herfra. God fornøjelse med indretningen af drivhuset!

format_quote

I selve indretningen bør du fokusere på de forskellige funktioner